Indretning af et tidligere høloft til boligformål kræver landzonetilladelse

Naturklagenævnet fastslog ved afgørelse af 4. juni 2008, at der med inddragelse af en ejendoms tagetage til beboelsesrum var tale om en væsentligt ombygning, der krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35. Ibrugtagning til beboelse kunne således ikke ske ved anmeldelse efter planlovens § 37, stk. 1, nr. 1. Naturklagenævnet tiltrådte herved Helsingør Kommunes forudgående afgørelse af 26. juni 2007.

Trods afgørelsen påbegyndte ejeren af ejendommen byggearbejdet, og Helsingør Kommune gav standsningsmeddelelse. Ejeren søgte og fik efterfølgende den nødvendige landzonetilladelse, som blev stadfæstet af Naturklagenævnet den 23. oktober 2009 efter en naboklage.

Ejeren af ejendommen anlagde herefter sag mod Naturklagenævnet med påstand om, at den oprindelige afgørelse af 4. juni 2008 var ugyldig. Med påstanden om ugyldighed ville ejeren have fastslået et ansvar for Naturklagenævnet, idet ejeren som følge af afgørelsen var blevet påført betragtelige omkostninger ved standsningen af byggearbejdet. Ejeren gjorde gældende, at der måtte foreligge erstatningsansvar for Naturklagenævnet.

Retten i Helsingør fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af Helsingør Kommune udøvede og af Naturklagenævnet tiltrådte skøn, hvorefter der med inddragelse af høloftet til beboelsesrum var tale om ombygning i væsentligt omfang. Retten lagde særlig vægt på, at der ikke alene var tale om indre ombygninger, men at der tillige var sket en ændring af ejendommens ydre fremtræden med etablering af kviste, udvendig trappeopgang med balkon og nye Velux vinduer i taget. Betingelserne for gennemførelse af ombygningen uden landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, var således ikke opfyldt, jf. Planlovens § 37, stk. 1, nr. 1.

Naturklagenævnets påstand om frifindelse blev derefter taget til følge.

(Dom afsagt af Retten i Helsingør den 11. februar 2010)