Strid om domænet nyhedsavisen.dk afgjort
Domænenavnet nyhedsavisen.dk var ifølge Højesteret ikke i strid med god domænenavnsskik, efter at avisen Nyhedsavisen som følge af konkurs ikke længere udkom.
365 Media Scandinavia A/S begyndte i 2006 at udgive den landsdækkende, husstandsomdelte gratisavis ved navn NYHEDSAVISEN.
Xinox Danmark A/S havde tilbage i 2000 registreret domænenavnet nyhedsavisen.dk uden at tage det i brug. Xinox Danmark aktiverede domænet kort før lanceringen af NYHEDSAVISEN med et site, der var uden reelt indhold. Xinox Danmark tilbød 365 Media domænenavnet for 3 mio. kr., hvilket 365 Media afslog.
Klagenævnet for Domænenavne og dernæst Sø- og Handelsretten gav 365 Media medhold i, at opretholdelsen af registreringen af domænenavnet var i strid med god domænenavnsskik.
Kort efter sagens behandling ved Sø- og Handelsretten gik 365 Media dog konkurs og ophørte med at udgive NYHEDSAVISEN. Højesteret fandt derfor, at interesseafvejningen efter § 12, stk. 1, i lov om internetdomæner måtte føre til, at Xinox Danmarks opretholdelse af registreringen af domænenavnet ikke var i strid med god domænenavnsskik.
(Højesterets dom af 30. marts 2009, U.2009.1592H)
Lisbet Andersen
|