Medarbejderne fortæller

På udveksling i Hong Kong

Christian Tue Rasmussen, stud.jur.

Jeg har i dette semester skiftet København ud med Hong Kong for at læse et semester ved The University of Hong Kong. I løbet af min tid her i Hong Kong har jeg stiftet bekendtskab med livet i en pulserende storby, hvor der er en helt særlig ”øst møder vest”-kultur, og hvor man aldrig får tid til at kede sig. Derudover har jeg prøvet kræfter med en interessant studiekultur, fået venner fra det meste af verden og haft weekendture til Tokyo, Taipei og Seoul. Det har med andre ord været et begivenhedsrigt ophold indtil nu, og jeg er spændt på, hvad den sidste del af semestret bringer.

Forberedelserne
Ligeså spændende som et udvekslingsophold kan være, ligeså hektisk kan tiden op til afgangen være. Et udvekslingsophold er forbundet med meget administrativt arbejde, og der er en række ansøgningsfrister, der skal overholdes. Det er derfor en god ide at komme i gang med planlægningen af opholdet tidligst muligt og få lavet en oversigt over alle relevante ansøgningsfrister. 

En stor del af forberedelsestiden gik for mit vedkommende på at søge legater. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for jeg var så heldig at modtage støtte fra flere forskellige fonde, hvilket har været en stor hjælp, da Hong Kong bestemt ikke er en billig by at bo i. I forhold til selve legatansøgningen er det, ud fra de erfaringer jeg har gjort mig, vigtigt at gennemlæse kriterierne for uddeling fra den enkelte fond grundigt, inden man søger, så ansøgningen kan tilpasses hertil og ikke fremstår generisk. 

Dernæst er det en god ide at gøre det klart i sin ansøgning, hvordan udvekslingsopholdet supplerer ens hidtidige studier samt fremtidige karriere, så fonden kan se, hvorfor lige netop dette udvekslingsophold er værd at støtte. Endelig er det min opfattelse, at det kan forøge chancerne for at få tildelt støtte, hvis der i ansøgningen er vedlagt en udtalelse fra en professor, ekstern lektor eller lignende.

Udvekslingsopholdet
Jeg ankom til Hong Kong, halvanden uge inden undervisningen startede, hvilket betød, at jeg havde god tid til at vænne mig til byen, og at jeg kunne deltage i introugen op til semesterstart. Særligt sidstnævnte var jeg glad for, at jeg deltog i, da der her blev stiftet venskaber på kryds og tværs af nationaliteter og kulturer, udvekslet tips om Hong Kong ligesom der var mulighed for at udforske byens natteliv. 

Udover at ankomme i tide til at deltage i intro-aktiviteterne er det svært at give gode råd i forhold til selve studieopholdet. Det skyldes, at et udvekslingsophold på mange måder handler om at ”go with the flow”, dvs. have et åbent sind, tage imod de muligheder der opstår undervejs, og så se hvad det fører til. Personligt har jeg haft stor glæde af mine mere eller mindre spontane ture rundt i andre asiatiske storbyer. Ligesom jeg har deltaget i en række spændende faglige arrangementer på universitetet, hvor det juridiske fakultet har fået prominente gæsteforelæsere til at holde foredrag om alt fra retssikkerhed til fintech. Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg aldrig meldte mig ind i en af universitets mange foreninger eller sportsklubber, da det kunne have været sjovt at engagere sig mere i studiemiljøet.

Udveksling skal opleves
Afslutningsvis vil jeg gerne opfordre studerende, der overvejer at tage på udveksling, om at kaste sig ud i det. Det er en helt særlig oplevelse at studere i udlandet, og noget jeg ikke ville have været foruden. Selvom det forberedende arbejde kan virke uoverskueligt, så er det ikke noget, man skal lade sig holde tilbage af, for det er virkelig det hele værd, når man kommer afsted. 

Til de studerende som allerede har planlagt et udvekslingsophold, vil jeg gerne ønske god tur og held og lykke med legatsøgningen!"

 


Stud. jur. udviklingsforløb

Valdemar Torp-Pedersen, stud. jur.

 

Jeg har fået værktøjer til at arbejde mig ud af de dårlige vaner
 
Bedre forståelse og håndtering af tankemønstre, større trivsel og mindre stress. For at sikre at stud.jur.er i Bech-Bruun får et stærkt fundament at stå på i deres arbejdsliv, skal de igennem et udviklingsforløb, der styrker deres mentale robusthed og performance. Valdemar Torp-Pedersen er en af de stud.jur.er, der har været igennem forløbet. Et forløb, der både har overrasket og gjort stort indtryk. 

”Jeg er blevet mere opmærksom på mit studieliv, og hvad jeg vil have ud af det. Jeg har fået fokus på ting, jeg gjorde forkert, og på hvornår jeg gjorde dem forkert. Og så har jeg fået værktøjer til, hvordan jeg kan arbejde mig ud af de dårlige vaner, så jeg ikke bliver ved med at køre i samme rille og ender med at mangle en masse til eksamen. Det har også gjort mig klogere på, hvor forskellige folk er. Der er ikke nogen rigtige måder i, hvordan man går til eksamen, og hvordan man studerer rigtigt.”

Sådan siger Valdemar Torp-Pedersen, når han fortæller om sit udbytte af Bech-Bruuns udviklingsforløb. Den første gang, Valdemar hørte om emnerne, var inden de blev samlet i et obligatorisk forløb. I stedet var der forskellige valgfrie workshops for Bech-Bruuns stud.jur.er. Valdemar arbejdede i serviceafdelingen og var kun lige startet på jurastudiet, men han var nysgerrig og deltog i en af de første workshops. Det var grænseoverskridende. De andre på workshoppen snakkede om fuldmægtigforløb og eksamenstræning. Emner den nye jurastuderende slet ikke var begyndt at tænke på endnu. Men det gav ham et indblik i, hvad der ventede på studiet, og da han efterfølgende startede som stud.jur. hos Bech-Bruun og deltog i forløbet på lige fod med de andre stud.jur.er, gav problematikkerne om studieliv pludselig mening: 

”Det er slående at se, hvor mange af os der går rundt med de samme problemer og prøver at skjule det lidt. Forløbet har hjulpet os internt, så vi efterfølgende kunne snakke om det. Og så er det kommet bag på mig, hvor dygtig Thomas egentlig er. Han har været meget kompetent i at formidle sin viden på måder, der har været til at relatere til som studerende. Der er ingen tvivl om, at han har haft mange studerende fra forskellige studier, hvor det har kunnet hjælpe med at kaste lys over vores egne problemer.”

Den omtalte ”Thomas” er mentaltræner og stressrådgiver Thomas Pape, der underviser på flere af de workshops, de studerende skal igennem som en del af Bech-Bruuns udviklingsforløb. Mental robusthed og mental performance er begreber, der er gennemgående i forløbet. Det handler helt enkelt om at blive god til at håndtere dagens store og små udfordringer. Om at kunne håndtere pres og have et realistisk syn på sig selv, sine evner og omgivelser, samt blive bevidst om egen adfærd, styrker/svagheder og mønstre. 

Som et supplement til de fælles workshops, har de studerende også mulighed for at få et par fortrolige coachingsessioner med Thomas Pape. De personlige samtaler har Valdemar været rigtig glad for, da de er blevet tilpasset hans udfordringer: 

”Jeg havde et problem med, at jeg havde svært ved at komme i gang med at studere, når jeg stod op. Der gik timer med at lave alt muligt andet. Thomas hjalp mig med at lave et timeskema over en dag, hvor jeg kunne skrive ind, hvad jeg lavede i de timer. På den måde så jeg, hvor meget tid jeg brugte på andre ting, og jeg blev bevidst om, hvad jeg egentlig brugte min tid på. Generelt har det lært mig at bruge min kalender bedre. Det kan lyde af lidt, men det har hjulpet mig personligt til at være mere realistisk om, hvad jeg egentlig sætter mig for. Før skubbede jeg bare de ting, jeg ikke nåede den ene dag til den næste dag, så den næste dag blev alt for presset. Nu er jeg blevet bedre til at være realistisk i koordineringen af min tid.”

Pligt eller nydelse?

Hvornår gør du noget af pligt, og hvornår gør du noget, fordi du har lyst? Det er et af de spørgsmål, de studerende er blevet stillet undervejs i forløbet. Det er også et af de spørgsmål, der har gjort indtryk på Valdemar og rykket ved hans selvindsigt. For der var mange ting, han gjorde ubevidst uden egentlig at have kontrol over det. Det er blevet bedre:

”Det er især værdien ved at være klar over, hvornår man selv kontrollerer sit studie, som jeg tager med fra udviklingsforløbet. Personligt lod jeg mit studie køre på auto-pilot i lang tid, før det egentlig gik op for mig, hvad det betød for studiet. Jeg kunne sagtens se, at der var en ubalance, men hvad det egentlig skyldtes, lå mig ret fjernt. Ved at blive klar over problemerne kunne jeg bearbejde dem, og se hvordan de opstår. Det kan lyde meget banalt ikke at være klar over, hvad der skaber problemer, men Thomas hjalp mig meget med at stoppe op og se, hvordan jeg klarede mig, og hvor jeg var på vej hen. Det har gjort mig bedre til at evaluere min egen indsats i det forrige semester, så jeg efterfølgende kan gøre det bedre. ”

Værktøjer og små kneb

Thomas’ små kneb og værktøjer har været udbytterige for Valdemar. Smartphonen var for eksempel en af de helt store syndere i listen over forstyrrelser i studierytmen. De studerende downloadede app’en Moment, der registrerer, hvor mange gange og hvor længe telefonen bliver anvendt i løbet af et døgn. Den indsigt har fået Valdemar til at sætte ”Forstyr ikke”-funktionen til, når han læser. 

Foruden de små justeringer i hverdagen, den store selvindsigt og de mange værktøjer, Valdemar tager med fra udviklingsforløbet, oplever han også et større sammenhold internt blandt stud.jur.erne.

Og hans endelige evaluering af forløbet er da også positiv: 
”Generelt har udviklingsforløbet været rigtig givende i forhold til teambuilding internt i Bech-Bruun. Nu kan vi snakke om tingene på en anden måde. Og det har været rigtig godt at blive opmærksom på, hvorfor man gør, som man gør, og hvad man skal være opmærksom på. Det har lært mig at kigge op en gang imellem og lige se, hvor jeg er på vej hen, og hvor jeg kommer fra. Jeg sætter stor pris at finde den balance og ikke mindst vide, hvordan jeg bedst muligt fortsætter og udvikler rytmen.” 


Trainee hos Tysklands største advokatvirksomhed

Frederik Simmelholt, advokatfuldmægtig

Som stud.jur. i Bech-Bruun har jeg haft mulighed for at komme på et spændende praktikophold hos en af vores tyske samarbejdspartnere, CMS Hasche Sigle, på deres kontor i Hamburg. Jeg har tidligere været på udveksling ved Albert-Ludwigs-Universität i Freiburg. Derfor var kompleksiteten i BGB, Tysklands borgerlige lovbog, ikke helt fremmed for mig, da jeg indfandt mig i afdelingen for Real Estate & Public hos CMS.

Formålet med mit traineeship var at udbygge mit netværk, ikke kun blandt kontorets fastansatte, men også blandt de mange studerende fra hele Tyskland. Derudover ville jeg gerne forbedre mine faglige tyskkundskaber gennem en praktisk hverdag på et tysk advokatkontor.

CMS Hasche Sigle er Tysklands største advokatkontor med 190 equity-partners og 344 advokater. Hos CMS har man gode vilkår efter tyske forhold, og en typisk arbejdsdag er fra kl. 9-20. I modsætning til de fleste store kontorer på det tyske marked varetager CMS primært rådgivning og konfliktløsning inden for det, der er kendt som ”Der Mittelstand”, dvs. de små og mellemstore virksomheder. De fleste andre advokatkontorer har en mere angelsaksisk profil, og deres rådgivning er i højere grad fokuseret på store virksomheder.

Min overordnede beskæftigede sig primært med private klienter og erhvervsdrivende inden for fast ejendom. Mit arbejde bestod især af undersøgelsesopgaver og notatskrivning, og jeg fik gennem traineeforløbet et fantastisk indblik i ejendomsretlige, skatteretlige og lejeretlige problemstillinger. Jeg fik også mulighed for at ledsage en række af partnerne til hovedforhandlinger ved domstolene. I den forbindelse fik jeg et godt indblik i procesmåden i Tyskland, der indledes med en forligsforhandling og i langt de fleste tilfælde rent faktisk også afsluttes med et forlig.

Derudover er Hamburg en fantastisk by at bo og arbejde i. Prisniveauet ligger generelt lavere end i Danmark, og i weekenderne kunne jeg derfor blandt andet tage på michelin-restaurant til spotpris eller nyde storbyens puls fra en rooftop bar på 23. etage med udsigt ud over byens havn, hvis enorme aktiviteter igennem generationer har været med til at skabe den velstand samt de eksklusive og overvældende omgivelser, som man mødes af i Hamburg.    

Jeg har fået stort udbytte af mit traineeship hos CMS, både på det personlige og det faglige plan. På kort sigt har mit ophold været med til at gøre mig mere sikker på mit valg af profil for fremtiden. På længere sigt har jeg skabt internationale kontakter, som forhåbentlig vil huske mig, hvis de har spørgsmål til dansk ret eller i øvrigt har brug for samarbejdspartnere. Samtidig har jeg set et stort udenlandsk advokatkontor indefra. Herigennem har jeg fået et indblik i, hvordan man også kan tilrettelægge arbejdsgangene, samt hvilke krav der stilles til disse advokaters arbejdsindsats.


Advokatfuldmægtig blandt Singapores juridiske top

Camilla Søgaard Hudson, advokat

Photo of Camilla Søgaard MadsenEfter to år som student og yderligere to år som advokatfuldmægtig hos Bech-Bruun fik jeg mulighed for at prøve kræfter med livet som advokatfuldmægtig i udlandet. I min studietid på Københavns Universitet læste jeg seks måneder i San Diego, Californien, og derfor vidste jeg, at et ophold i udlandet er en oplevelse for livet, som jeg ikke ville gå glip af. Derfor slog jeg til.

Jeg rejste til advokatfirmaet Allen & Gledhill, der er et af de største full-service advokatfirmaer i Singapore med mere end 300 advokater. Formålet var blandt andet at udbygge mit internationale faglige netværk, videreudvikle mine færdigheder inden for sø- og transportret samt konfliktløsning og give mig en forsmag på den mastergrad, som jeg skal læse på National University of Singapore fra august 2014. Og så håbede jeg at få et indblik i den asiatiske tilgang til at drive virksomhed og yde juridisk rådgivning.

Allen & Gledhill har en stor afdeling for konfliktløsning, hvor 10 advokater primært beskæftiger sig med søret. Bech-Bruun har gode forbindelser til netop denne del af Allen & Gledhill, og det var ved hjælp herfra, at jeg fra januar 2014 kunne skrive ”Legal Intern, Maritime Law” på visitkortet. Og det har budt på rigtig mange spændende og udfordrende opgaver.

Jeg har blandt andet været involveret i sager om olieudslip, arrest af skibe og en række sager om skibskollisioner. Jeg har også været heldig at komme med i retten og overvære både civile og strafferetlige sager. Både sagsbehandlingen ved skrivebordet og turene i retten har på hver sin måde været med til at give mig et indblik i den juridiske og kommercielle maritime scene både i Singapore og i det øvrige Asien.

Bystaten Singapore er et knudepunkt for søtransport og i mange tilfælde bindeled for handel mellem Østen og Vesten og tiltrækker derfor arbejdskraft fra hele verden. Det giver en unik mulighed for at netværke, og jeg har haft kolleger og fået nye bekendtskaber fra blandt andet Malaysia, Indonesien, Kina, Sydkorea, Japan og Australien.

Singapore byder også på alt det, som man forventer af en stor asiatisk hovedstad. Når jeg ikke arbejdede, kunne jeg dykke, løbe ture i de skønne og frodige parker og nyde de konstante 30 grader ved stranden. Desuden var jeg så heldig at få mulighed for at dykke ved Tioman Island, se orangutanger i Sumatras jungle og vandre gennem teplantager i Malaysia.

Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse, mine mål er i høj grad opnået, og jeg glæder mig til, jeg skal læse en mastergrad på National University of Singapore.

 

  • København

    Langelinie Allé 35
    2100 København Ø

  • Aarhus

    Værkmestergade 2
    8000 Aarhus C

  • Shanghai, repræsentationskontor

    No.1440 Yan'an Middle Road, Suite 2H08
    Jing'an District, 200040 Shanghai

  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab

    T +45 72270000
    F +45 72270027
    E info@bechbruun.com
    CVR-nummer 38 53 80 71
    Cookie-politik
    Legal Notice and Disclaimer
    Privatlivspolitik